4. april 2019

BEST OF MOMENTS - 4. april 2019

Fordi det ganske enkelt handler om at drømme ... 

både i fodbold og i livet. Ingen ved det bedre end tidligere landsholdstræner af det spanske fodboldhold og klubtræner i Real Madrid, da den var på sit allerhøjeste, Sr. Vicente del Bosque - vinder af en imponerende række finaler og mesterskaber igennem en lang og imponerende karriere. Alligevel er hans fokus mere end noget andet på at uddanne virkelig gode mennesker med en solid følelse af værdier, fordi: "Først og fremmest er du et menneske. Og først derefter fodboldspiller". 

Et BEST OF MOMENT med: Sr. Vicente del Bosque 

Efter at have haft fornøjelsen at møde Sr. Vicente del Bosque flere gange her på Mallorca i forbindelse med afholdelsen af hans nationale fodboldskoler valgte vi denne gang at sætte ham stævne i Danmark - i landets tidligere hovedstad Roskilde, blot få kilometer fra ​​København. Selvom vejret i Spanien bliver lunere og lunere, og forårstemperaturerne er opadgående, er det danske vejr stadig køligt og noget mørkt - helt uden sammenligning med Sr. Vicente del Bosques humør, da vi møder ham i foyeren på ZLEEP HOTEL - tidligere kendt som PRINDSEN - midt på Roskildes hovedstrøg Algade. Tilsyneladende kræver det langt mere end lidt dårligt vejr at bringe Sr. Vicente del Bosque ud af kurs: Hans humør er fantastisk, hans smil er varmt, og hans lyst til at tale med os er lige så åbenlyst som hans overfor både venner og fremmede. Dér i foyeren hos en af ​​hovedsponsorerne af Vicente del Bosque International Football Academy i Danmark, hvor de spanske fodboldaktiviteter tog sit første spadestik til at sprede sig internationalt i 2017, kniber vi os selv i armen og håber inderligt på, at det hele ikke bare er en drøm: For en fodboldentusiast - uanset alder - er dét at møde Sr. Vicente del Bosque som at møde en kongelig. Eller som en lokal fodboldtræner udtrykte det senere, da han bad os at tage et foto af ham ved siden af Sr. Vicente del Bosque: "Dette er det tætteste, jeg vil nogensinde kommer på at vinde det største trofæ af dem alle!" Så uanset alder: At få chancen for at møde og tale med Sr. Vicente del Bosque er tæt på ... en drøm, der går i opfyldelse.

Det handler dybest set om at være et godt menneske

"De rigtigt gode fodboldspillere - de bedste, om du vil - er ikke kun dygtige og fantastiske til at behandle en bold på banen. De er også være mentalt stærke, besidder stor, indre styrke og kender sig så godt, at det er utrolig svært at bringe dem ud af fatning. De bedste fodboldspillere er dem, jeg anser for at være 'hele mennesker' - 'hele' i den forstand, at de forstår, hvordan de skal opføre sig og ved, hvordan de bedst interagerer med andre. Har styr på, hvordan de viser empati uanset situationen, og ved, at det tit er bedre at lytte end altid bare at forsøge at blive hørt".

Omend kort, opsummerer dette faktisk Sr. Vicente del Bosques fodbold- og livsfilosofi, da vi beder ham om at karakterisere en god fodboldspiller. Han fortsætter hurtigt med at fremhæve, at det i hvert fald er, hvad han selv lærte i løbet af sine mange år i Real Madrid - først som spiller og senere som ungdoms- og førsteholdstræner i La Liga. 

Ingen grund til at prale, når du har opnået alt - og mere til  

Han behøver ikke prale af sine resultater, for de taler for sig selv. Han kunne nu heller ikke drømme om at gøre det; intet kunne ligge længere fra det menneske, han er. I stedet gør vi det så for ham: Som spiller vandt han fem mesterskaber med Real Madrid og fire cupfinaler mellem 1974 og 1982. Men hans trænerkarriere er endnu mere imponerende: Med Real Madrid vandt han to mesterskaber, to Champions League titler og flere internationale titler på bare fire år; de bedste resultater siden de gamle, gode dage med di Stefano og Puskax i begyndelsen af 1960'erne. Prikken over i'et blev sat som landsholdstræner, hvor han stod i spidsen for et rent drømmehold af stjerner fra Madrid og Barcelona, og de vandt VM i 2010 og EM i 2012.

Der er drømme ... og så er der DRØMME 

Så uanset hvordan vi ser på det. Uanset hvor meget - eller hvor lidt - vi reelt ved om international fodbold. Det her bliver ganske enkelt ikke større. Det her er en mand, der har levet og udlevet sin egen drøm. En mand, der er en drøm for mange.

"Alle store stjerner og sportsberømtheder har engang været små drenge og piger med drømme om at gøre noget stort. Gennem fodboldakademiet håber jeg, at nogle af disse små drenge og piger vil lære - ikke bare hvordan man bliver en bedre fodboldspiller og forbedrer sin forståelse for, hvordan man bedst placerer sig på banen - men hvordan de kan udmærke sig som mennesker, og hvad det betyder at ville være den bedste version af sig selv, og hvordan du kan holde dig skarp og konstant forbedre dig i alle livets aspekter". 

Lære unge mennesker til at blive den BEDSTE version af dem selv

Sr. Vicente del Bosque har uddannet masser af strålende fodboldspillere, men mindst lige så vigtigt - og måske endda vigtigere - har det for ham været at uddanne og udvikle fodboldspillere til gode mennesker. 

"Det er afgørende for mig, at vi ikke kun kigger på, hvordan en fodboldspiller behandler bolden. Men at vi også kigger på, hvordan han eller hun behandler andre mennesker, hvordan han eller hun opfører sig som menneske. Gennem fodbolden har jeg fået så meget mere, end jeg nogensinde kunne drømme om at give. Akademiet er derfor i dag min mulighed for at give tilbage og fortælle alle de unge spillere, der drømmer om at blive den næste Messi eller Ronaldo, at de også skal drømme om og stræbe efter at være gode mennesker. At være tilfredse med det, de har, og det, de gør. Både på og uden for banen. Fordi det er egentlig dét, det hele handler om".

Mestre kunsten at være gavmild - fremfor alt med dig selv

"Selvfølgelig er der mange fantastiske fodboldspillere, der taber hovedet i kampens hede. De går så meget op i, hvad der sker lige her og nu i en kamp, hvor der står meget på spil. Det er, hvad der sker, når vi føler stærkt for noget og går så meget op i det, at vi til tider glemmer os selv. Men de bedste spillere er ikke bare dygtige med en bold. De mestrer kunsten at være hele mennesker. De er ikke længere kun en person, men en personlighed. Og deres opførsel overfor andre giver dem respekt". 

"Du skal være gavmild. Både i livet og i fodbold. Og for mig betyder gavmildhed, at du kender dig selv godt nok og stoler nok på dine egne evner til, at du også er villig til - og ovenikøbet føler både stolthed og glæde ved - at sætte andre før dig selv. At sætte holdet før individet. At sætte dine egne behov til side for at fremme noget større - og for at give tilbage til fællesskabet, samtidig med at du sørger for dig selv. For mig handler gavmildhed om at tilhøre - og bidrage til - et positivt fællesskab. Følelsen af at høre til og slet og ret have en fælles referenceramme, som gør, at vi forstår, at vores bidrag betyder, at vi bliver endnu stærkere, fordi vi har noget - og fordi vi gør noget. Sammen. Det bedste hold, man kan stille med, er sammenhold".  

Når du føler, du hører til og gør nytte, så har du allerede vundet! 

"At opføre sig ordentligt og være en del af noget større. At være gavmild i alle dette ords betydninger. Det er for mig, hvad vi bør videregive til vores børn - og hvad vi også bør lære endnu bedre som voksne. Fordi det er, hvad der i sidste ende vil få os til at føle os nyttige, og at vores bidrag har betydning, og at vi har en vigtig rolle at spille. Og så er det egentlig ikke så vigtigt, om scenen er et omklædningsrum, der lugter af gamle fodboldstrømper, i en lokal fodboldklub et eller andet sted i verden, eller om det er livet selv, der udspiller sig", konkluderer Sr. Vicente del Bosque.

... og lige dér i dét øjeblik er det svært ikke at føle, at selv når denne mand bare taler, vinder han igen. Som så mange gange før ... Denne gang sker det bare ikke på Mallorca, i Madrid eller på store stadier rundt omkring i verden - men i Roskilde, der mest af alt er kendt for sin årlige festival og smukke katedral, hvor danske konger og dronninger ligger begravet. Nu er byen også besøgt af en anden af de helt store, ​​som i forhold til personlighed, gavmildhed, menneskelighed og evnen til at gøre drømme til virkelighed vel nærmest er kongen over dem alle. En levende legende, der har givet os endnu et BEST OF MOMENTS. Sr. Vicente del Bosque selv. Selveste Sr. Vicente del Bosque. 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubblemedia