Olivar Markedet

Mageløse Mercat d'Olivar

Olivar markedet er Palmas største råvaremarked, som afholdes på alle hverdage kl 7 - 14:30 og på lørdage mellem kl.7 og 15. På markedet sælges en mangfoldighed af varer - fra frisk frugt og grønt over kød, fisk, bagerbrød, kaffe, vin og krydderier til brugskunst og blomster. Mindst lige så vigtigt er det dog at fremhæve, at markedet mindst lige så meget rummer en række forskellige spisesteder og tapasbarer, hvor de lokale blander sig med byens turister i et skønt og højlydt miks. 

Er du fastboende og genganger på markedet, vil du hurtigt blive genkendt af ejerne og medarbejderne i de mange boder og restauranter - og blive behandlet som en af familien. Det er stort marked, hvor førstesalen rummer et supermarked, mens stueetagen danner rammen om alle de handlende og deres boder - men hyggeligt og overskueligt - og med en meget familiær stemning og autentisk spansk atmosfære. Selve markedet i stueplan er nærmest inddelt i to sektioner, hvoraf den ene er dedikeret til fisk og skaldyr. 

Uanset om du skal have dagens indkøb overstået, har lyst til en kop kaffe, et glas vin og en bid brød, eller du blot kigger forbi for at suge lidt af stemningen til dig: Mercat d'Olivar er et fantastisk marked og bestemt mere end et besøg værd. 

Bemærk! Fiskemarkedet holder lukket om mandagen, da der ikke kan hentes frisk fisk på havnen i weekenden. Et par boder og barer kan dog godt tænkes at holde åbent.


Følg med på Facebook

bubble